-
Udvikler af SkoleGPT er »fuldstændig uenig« med minister: »Du vil aldrig nogensinde kunne bremse en udvikling på den måde«
المصدر: BDK Borsnyt / 27 يناير 2025 11:01:44 America/New_York
Der er masser af negative sider ved brugen af kunstig intelligens i skolerne, siger Martin Exner i et interview til Berlingskes nyhedspodcast, »Pilestræde«. Alligevel er han fortaler for at bruge teknologien. Martin Exner uddanner fremtidens lærere på Campus Carlsberg, og så er han projektlederen bag den statsstøttede chatbot SkoleGPT. Blandt ulemperne fremhæver han teknologiens belastning af klimaet, risikoen for snyd og at eleverne ikke er tilstrækkeligt kritiske overfor mediet. Til gengæld afviser han bekymringen for, at eleverne mister evnen til at tænke kreativt og abstrakt og overkomme frygten for det tomme stykke papir foran dem. »Du vil aldrig nogensinde kunne bremse en udvikling på den måde. Man kan ikke sige: så stopper vi bare den udvikling, hvis den indebærer, at noget kan erstatte noget andet. Men man prøver jo, og det er jo også hele diskussionen omkring ai (den engelske forkortelse for kunstig intelligens, red.),« siger Martin Exner. »Skal vi så bremse ai, fordi det kommer til at gå ud over nogle ret centrale, menneskelige, kreative ting? Det kan vi simpelthen ikke. Det er slut,« siger han og understreger, at det ikke behøver at gå sådan med SkoleGPT – man kan for eksempel inddrage SkoleGPT i sin brainstorming omkring en opgave. SkoleGPT har en række begrænsninger, gennemsigtighed i kodningen og kildehenvisninger, der ikke findes hos de kommercielle chatbots som ChatGPT og Gemini. Men der er jo noget abstrakt tænkning, noget initiativ, noget kreativitet, som vi risikerer at miste, hvis man bare kan spørge maskinen, hvordan vil du gå til den her opgave, og så smider den et svar ud? »Jamen så vil jeg blive nødt til at komme tilbage til en gammel floskel med, at dit job bliver ikke erstattet af en kunstig intelligens, men det bliver erstattet af en person, der bruger kunstig intelligens. Det bliver jeg ved med at tro på.« Du synes ikke, at det er ret essentielle evner, faktisk også for at være et dannet menneske, for at være samfundsborgere, som man gambler med? »Jo, det gør man da. Man gambler med det, men det er jo også derfor, at vi skal sørge for, at det er en sikker gambling. Så det ikke handler om, at man erstatter noget eller nogen, men man samarbejder med det, og man bliver ved med at være den person, man er, med de ting, man skal kunne.« En sikker gambling? »Jamen det skal jo ikke være en gambling. Det her skal jo være noget, der sker. Vi ved, det sker. Og så skal vi sørge for, at vi kommer sikkert ind i det, og vi forholder os kritisk imens,« siger Martin Exner. Held og lykke, hr. minister Udvikleren af SkoleGPT synger med et helt andet næb end undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), som har opfordret til, at undervisningen som hovedregel er analog og kun digital, når det kan begrundes. »Jeg tænker 'good luck', og jeg er fuldstændig uenig. Fordi vi har jo teknologier, nærmest udelukkende på skærm, som er utrolig væsentlige ude i samfundet. Hvordan skal vi undervise i dem på papir og med bøger, når nu det handler om at prøve det og gøre det? Det er i hvert fald mit læringssyn.« Man behøver jo ikke at omfavne kunstig intelligens, bare fordi den er til rådighed? »Ja, det er jo det, ministeren synes. Det synes jeg ikke.« Morten Hesseldahl, forfatter og mangeårig forlagsmand, har en kronik her i Berlingske skrevet, at en stadig større udbredelse af for eksempel ChatGPT vil svække vores i forvejen »ret ringe evne« til at udtrykke os på skrift. Han mener, at en evne, der ikke konstant bliver trænet, forfalder. Martin Exner er ikke uenig. »Det har han måske ret i. Ligesom min søns evne til at skrive i hånden også er frygtelig, fordi han kun skriver på tastatur eller på en telefon,« siger han. »Der er nogle ting, vi er blevet dårligere til, som vi var rigtig gode til for 50-100 år siden, men måske er det heller ikke så relevant længere. Det er relevant at udtrykke sig på skrift, men det er også okay at finde nogle låneord, hvis man lærer at forstå, hvad de der låneord er. Få nogle lånesætninger, som man for eksempel kan fra generativ ai, og så på den måde kunne udtrykke sig bedre i virkeligheden.« Men det hedder jo ikke grundskolen for ingenting. Man skal jo lære nogle grundlæggende ting. »Ja, man skal selvfølgelig lære at skrive og regne og læse. Selvfølgelig skal man det,« siger Martin Exner, der ikke mener, at SkoleGPT ændrer ved, at man skal skrive, regne og læse. Han peger på, at man jo rent faktisk skriver til en chatbot. »I virkeligheden stiller man spørgsmål, når man skriver med en chatbot. Man stiller konkrete, præcise spørgsmål. Altså det er den kompetence, man faktisk bliver bedre til, når man bruger generativ ai: at stille det gode spørgsmål.« Men det er jo mindst lige så relevant at kunne tænke selv. Og det er i virkeligheden måske endda fundamentet for hele den danske skoletradition: at gøre eleverne i stand til at være kritiske og kunne gå ind i en problemstilling og finde deres egen mening. »Ja, det er også derfor, jeg opfordrer til, at når man får et svar, så forholder man sig kritisk,« siger Martin Exner. Hør hele interviewet med Martin Exner i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast. https://www.berlingske.dk/samfund/udvikler-af-skolegpt-er-fuldstaendig-uenig-med-minister-du-vil-aldrig